Italien - tirsdag den 19. marts 2019

Fra Erice til Castellammare del Golfo

Forrige dag Oversigt Næste dag

Vi havde fundet os et ekstremt fredeligt sted for natten her lidt uden for Erice. Der var lidt trafik i aftes men natten igennem har der været totalt tystnad. Ud over et morgenbad og morgenmad, fandt vi tid til at få gjort lidt rent i camperen. Jeg vaskede behørigt alle vinduerne udenpå, så vi havde et godt udsyn uden skidt eller striber på vinduerne. Det holdt lige til jeg rullede mit vindue ned en gang, så var vinduet stribet og lige så beskidt igen :(

Udsigt fra Erice

Vi trillede ned af det 750 meter høje bjerg, så Marie startede med en gang armgymnastik, da vi skulle igennem adskillige hårnålesving på vejen ned. Men som sædvanlig var trafikken let, så det gik uden problemer. Vi fortsatte gennem et område, hvor vejen var fin og der var høje bjerge omkring os. Solen skinnede fint på trods af, at vejrudsigten sagde, at det ville være overskyet i dag.

Hovedvej SS187

Vi kørte direkte til Castellammara del Golfo. Byen ligger for foden af et højt bjerg, der tårner sig op lige vest for byen - og dermed er byen sikker på ikke at få aftensolen at se. Men da vi ankom før middag, var her dejligt varmt. Vi parkerede lige overfor en af vores stjerner på CityMaps2Go. Vores guidebog havde omtalt et gadekøkken ved navn H 80 Fame. Det lignede nu ikke ligefrem et gadekøkken men en restaurant.

Det var lidt for tidligt til frokost, så vi traskede op i byens centrum. I en grønthandel nappede vi en liter hvidvin til 1,50 euro - på plasticflaske. Det smager normalt OK uden dog at kunne kaldes verdensklasse.

Vi slentrede op gennem gågaden, hvor der både var en vinbar og et ølsted. Begge steder selvfølgelig lukket nu, men måske var der held senere på dagen, hvis vi blev i byen. Vores guidebog anbefalede en restaurant Antiche Scale, som bl.a. lavede en speciel ret med couscous. Men stik imod Google Maps informationer, var restauranten lukket, så vi gik tilbage mod camperen og vores “gadekøkken”. Så kunne vi da spise frokost dér i stedet.

Castellammare del Golfo
Castellammare del Golfo
Castellammare del Golfo
Castellammare del Golfo

Vi havde taget lidt fejl af guidebogen. Der var ikke tale om et gadekøkken men en restaurant, der skulle udspringe af et gadekøkken. Det var i hvert fald en helt normal fiskerestaurant med en kvindelig tjener, der talte fint engelsk. Det gør tingene lidt lettere…

Vi bestilte et par fiskeretter (bl.a. Sarde a beccafico - stegte sardiner som rulles omkring en blanding med bl.a. rasp, pinjekerner, rosiner, mint og krydderier). Maden smagte fint og vi fik serveret et par lokalt bryggede øl til. Prisen for specialøl i restauranterne er næsten som i Danmark. Her kostede de 8 euro (for 50 cl.). Til at afslutte måltidet, serverede tjeneren et lille glas limoncella (likør). Det smagte dejligt, men det er nok noget af det, som ikke rigtig kan tåle rejsen over Alperne…

Frokost i Castellammare del Golfo
Frokost i Castellammare del Golfo

Der var basis for at holde lidt siesta og vi fandt en bænk i en fin lille gryde, hvor der ingen vind var og solen varmede godt. Det var dejligt. Det gjalt også om at slikke lidt sol, for vejrguderne havde åbenbart sendt det solrige vejr til Danmark de næste par dage. Her lovede de endda lidt regn de kommende dage.

En times tid senere forlod vi vores plads i centrum af byen og trillede 600 meter ud til en camperplads, hvor vi indlogerede os. Mutter viste os rundt og forklarede på klingende italiensk om faciliteterne. Selv om jeg ikke fattede en hat af, hvad hun sagde, gik det fint med at få styr på tingene. Prisen var 10 euro pr. nat inkl. strøm. Lad os nu se, om jeg havde forstået det hele korrekt - når der skal afregnes :)

Vi nåede lige at hive stolene frem fra camperen og sidde ude med en kop kaffe. Så blev det overskyet. Det var også helt ligegyldigt, for solen var på vej ned bag husene og bjergene. Så vi satte os ind i camperen og nød udsigten ud over vandet og vores forskellige skærme. Når der er strøm på camperen, skal den have hele armen med at få sikkerhedskopieret billeder fra kameraet og hældt strøm på diverse enheder.

Da mørket faldt på, åbnede vores egen lille café og der blev serveret et glas lækkert mandelvin. Det smager rigtig godt, selv om det er noget sødt stads.

Aftensmaden bestod af rester fra køleskabet og når der er stegt flæsk til overs fra i går, så er der ingen klager. Vi havde også en stor grøn peber, der var blevet gul efter et par dage i skuffen. Den smagte frisk og saftig.

I byens gågade lå en vinbar og en pub lige over for hinanden. Pubben hed endda noget med hoppy, så der var håb om, at vi kunne få en god øl eller et glas vin. Vi slentrede ind mod byen og konstaterede, at pubben så meget lukket ud. Så valgte vi at besøge vinbaren. Her var ingen gæster og der så ikke ud til, at de havde særligt meget vin, vi kunne vælge imellem, så jeg bad blot om 2 glas rødvin. Det fik vi serveret og det var garanteret fra en plasticdunk. Men hvad kan man næsten forvente anderledes, når man blot bestiller rødvin. Men 10 euro for 2 glas. Jeg kunne købe 6 liter i den kvalitet nede ved grønthandleren og stadig have penge til overs!

En lukket pub i Castellammare del Golfo

Vi gik hjem langs vandet og nød den lune aften. Der var ikke meget vind. De næste par dage har de lovet regn her, så må vi se, hvad vi finder på. Klokken blev for en gangs skyld over halv 12, før vi kravlede i seng.


Forrige dag Oversigt Næste dag